RAS Part II

RAS Part II

RAS - Race Across Scotland - Part II

                 Skrevet af: Thomas Steenberg

1, 2, 3 ptsss run Forest run

Sådan føltes det næsten, da Thomas desværre var nød til at sænke tempoet og finde sig selv og den rytme der skulle få ham gennem løbet.

Checkpoint 5: 93 miles - Sanquhar leisure centre

Frem mod CP 5 løb jeg hele vejen. Syntes, ptssss, faktisk at kroppen var frisk og det hele kørte.                

Ved depotet var Rasmus klar med en varm bil og en dejlig sandwich bestående af: burgerbolle med sesam, kyllingebryst, cheddarost, mayonnaise og ketchup. Dette skulle vise sig at blive den nye ”klassiker” til dette løb, ptsss.                                                                    

Fys var kommet en del bagud da han gik og der blev diskuteret om jeg skulle vente. jeg ville gerne vente, men vi vidste ikke om han ville fortsætte eller stoppe og vi kunne ikke få fat i ham. Vi blev enige om at jeg skulle komme ud på ruten igen og Rasmus ville få en status senere.

Det næste stræk op mod CP 6 fulgtes jeg med en fyr fra Wales, Gordon Hughes. Jeg var mega godt løbende og han havde svært ved at hænge på, men vi blev sammen til det næste CP, hvor Rasmus igen ville stå klar med en klassisk sandwich og en ptsss?                                                      

Nej, jeg blev slemt skuffet for da Rasmus også skulle have styr på Fys og han på vej mod mit nuværende CP kørte forkert, måtte jeg nøjes med det der var i depotet.

Gordon Hughes og jeg ved CP 6, 101 miles

Det var også ok og Rasmus kom heldigvis inden vi begav os ud på næste udfordring, den højeste stigning, samt i alt 6 andre stigninger af forskellig sværhedsgrad, og læg lige oveni dette 2-3 timers løb i mørke.     De små glæder ved at der står en hjælper med nye forsyninger er guld værd på et så langt løb. Det skulle blive den hårdeste tur fra et CP til det næste. Vejret over stigningen var blæsende og seriøst tåget, så vi fik ikke mulighed for at nye udsigten. Vi havde aftalt at vi gerne ville over så mange af de næste stigninger inden det blev mørkt og vi kom også over dem alle på nær et. Så begyndte rædslerne.                                

Hele det næste stræk løb vi på ujævne og sumpede marker, mine sko var gennemblødte og benene fik aldrig ro, ptssss. Mentalt var det hårdt og da det blev mørkt kom vi ind på det vildeste stræk. Ikke de store stigninger men græs i knæhøjde, sump, vand huller, regn, mudder og meget ufremkommeligt. Det var mentalt hårdt fordi vi ikke vidste hvor lang tid dette ville blive ved. Vi fandt kortet frem, men vi vidste ikke hvor vi var på ruten. To lange timer hvor vi ikke kunne se hvor vi løb eller hvad vi løb på. En befrielse da vi lige pludselig så lys og der stod en flok supporter med deres pandelamper på. Kun 1,5 miles til CP og den næste sandwich.

Checkpoint 7: 121 miles - Beattock Village hall

Fys og Rasmus stod klar i CP 7 med rent tøj, rene sko (troede jeg), en klassisk sandwich og en lille tår ptssss.                                                                                                                                                                          

Jeg sover altid bedst, når jeg er gået under bordet

Fik nyt tøj på og hvilede mig 3 timer. Fødderne var smadret pga. de mange timers løb i sump og vand, kroppen arbejdede på højtryk og jeg kunne ikke finde ro men faldt i søvn til sidst og fik vel 1-2 timers søvn.   De rene sko viste sig at være et par gennemvåde, ildelugtende og møg beskidte Magnifly2, men de skulle bare på og så skulle jeg videre – føj de lugtede fælt.                                                       Det var stadig mørkt da jeg løb ud på næste stræk, klokken ca 04:00. Et stræk der passede rigtig godt til mig. Igennem dale på single track og ikke mindst en sti der var løbebar, ptsss. Humøret var blevet højt igen og kroppen føltes pludselig fremragende. 

Dette skyldes blandt andet fordi Fys og Rasmus havde mulighed for at møde mig lidt flere steder langs ruten end tidligere i løbet. Tror at jeg på det tidspunkt var en af de hurtigste løbere og jeg tog rigtig mange placeringer.

It´s On

Nu gik der lidt konkurrence i den og med de hyppige besøg på ruten af hjælper 1 og 2, fik jeg hele tiden opdateringer på hvor langt de andre løbere var fra mig – XX er kun 10 minutter foran,  XY er kun 20 minutter foran.                                                                                                     

Jeg kunne mærke at nu var jeg tæt på top 10 og de andre løbere gav sig ikke uden kamp.          

Det højere tempo (6-7 min/K), betød også at jeg kom til anden sidste CP (checkpoint 10: 182 miles) tidligt på aften omkring klokken 22.00.                                                                                                                              

Jeg begyndte at blive lidt træt og ville gerne sove bare et par timer, men ville heller ikke løbe ud alene om natten. Så imens Rasmus hentede en fantastisk burger, fik Fys forhørt sig om der var løbere der ville ud på samme tidspunkt som mig. David Scott, en herlig skotsk fyr ville kun sove 1 time, men jeg kunne næsten ikke overskue ikke at sove længere.                                                                                                                  

Lagde mig senere på gulvet inden vi begav os ud i mørket

Rasmus kom tilbage med aftensmaden og vi aftalte at de ville vække mig efter 1 time og så se hvordan jeg havde det. Jeg var lige faldet i søvn da Fys vækkede mig og til min egen og fyses overraskelse var jeg faktisk frisk.                                                                                                                                                                

Hvor var jeg glad for at jeg kunne følges med 4 andre, for det var meget svært at navigere på det næste stræk. Vi blev sammen alle 5 til det sidste CP (checkpoint 11, 197 miles).                                                   

Nu var kampen sat ind om en top 10 placering da en af os fra denne gruppe kunne nappe den sidste placering i top 10. De andre ville hvile i halvanden time men jeg havde ikke behov for så meget hvile så efter endnu en ”klassiker”, lagde jeg mig direkte på gulvet og prøvede at hvile en halv time. Det skulle vise sig at være svært da jeg blev vækket af en hund der stod og slikkede mig i hovedet. De andre løbere sov og jeg blev vækket som aftalt. Esteban en spansk løber som vi havde talt med i startbyen kom ind i CP og ville vide hvornår jeg løb ud på ruten, ptsss.      

Jeg fik gjort mig klar og begav mig ud på de sidste 30 km.

“Opløbet”

Havde det egentlig ok mentalt og fysisk.

Var lidt træt, men nu skulle der hentes placeringer i top 10.

Fys og Rasmus stod klar efter 4-5 km og ventede på mig.

De fortalte at alle løberne efter jeg havde forladt CP havde gjort sig klar til at komme ud på ruten igen.

Estaban var kun, som Rasmus sagde “en kop kaffe bagefter”. Jeg tænkte længe over hvor langtid en kop kaffe var, men kom aldrig frem til et godt svar.

På dette stræk løb jeg forkert to gange og det irriterede mig grænseløst, da jeg gerne ville holde min placering.

Det ene sted jeg køb forkert var på en stor mark med ca 200 får.

Jeg kunne simpelthen ikke finde lågen hvor jeg skulle ud og mit ur virkede ikke.

Heldigvis så kom der pludselig en landmand kørende på hans ATV.

Jeg løb op til ham og han kiggede mærkeligt på mig og spurgte på tørt skotsk.

“Hvad laver du her.?”

“Jeg løber fra Portpatrick til Cockburnspath” sagde jeg og han studsede mærkeligt på mig.

Jeg fortsatte “Jeg kan ikke finde tilbage til The Southern Upland Way”.

Han viste mig vej, og jeg var tilbage på ruten.

Arghhh, havde mistet tid og tænkte at Estaban havde løbet ind på mig.

Fik gang i benene igen og satte i løb.

Pludselig så jeg Fys og Rasmus i det fjerne og jeg fik tanket lidt moralsk energi til hovedet.

Jeg var stadig 10 minutter foran Estaban, ptssss. Mon de ti minutter er ligeså lang tid som en kop kaffe tænkte jeg.

Top 10 var stadig inde for rækkevidde.

Fys og Rasmus stod igen på ruten 5 km senere og nu var ruten løbebar.

Jeg følte mig dog stadig lidt presset af Estaban, så jeg satte farten lidt op:

7:20min/km – 6:47min/km – 6:20min/km – 7:20min/km

Det gik ned af bakke 1 km eller mere og der stod hjælper 1 og 2 igen med opmuntrende ord.

“Kom nu, du skal over vejen, ned af stien, igennem skoven og så står vi der igen”.

Der var ikke tid til hygge eller hvile, bare derudaf igen. 

7 km til mål og nu kunne jeg godt mærke at jeg var træt og hovedet bare ville i mål, ptsss.

Moralsk opbakning inden jeg tager hul på de sidste 4 km af løbet

Mødte Fys og Rasmus for sidste gang og det var følelsesmæssigt hårdt at løbe videre de sidste 4 km mod mål, for nu var jeg træt og man kommer til at tænke på det man har været igennem.

De sidste 3 km var ekstrem hårde. Stien var ujævn og det gjorde mega ondt i fødderne pga vabler.

Sidste km “kom nu Thomas” du skal i mål og holde din placering.

Fys og Rasmus stod klar 300 meter før mål, nu vidste jeg at jeg havde klaret det og med en god placering.

FUCK – hvor var jeg glad for at målstregen og så som nummer 10.

Men hov…

Vent….

Det viste sig at 2 løbere foran mig var løbet forkert og derfor havde jeg overhalet dem, så det blev til super fed en 8 plads.

 

Målgang med Dannebrog
7 kg ren bucklet
Opkald hjem og så en kold pilsner

Fantastisk følelse at stå med sit nye bæltespænde på et halvt ton og så vide at man gjorde det sgu.

Fik mig sat ned, fik skoene af – som efterfølgende blev smidt ud – og fik mig en velfortjent lækker kølig øl af Fys og Rasmus.

Skøn afslutning på tre hårde døgn.

Skriv et svar

Luk Menu