RAS Part I

RAS Part I

RAS - RACE ACROSS SCOTLAND - PART I

                   Skrevet af: Thomas Andersen

Starten på en drøm

En sensommer som denne, dog for et år siden, faldt jeg over løbet The Race Across Scotland, eller bedre kendt som RAS, et løb fra A til B, som jeg ved første øjekast, syntes at se virkelig spændende ud.

Her så jeg muligheden for at kombinere løb og eventyr på en spændende og ikke mindst fed måde.

Efter lidt familierådslagning, sendte jeg en tilmelding afsted.

Herefter forsøgte jeg at få Thomas Steenberg til at se dette som en mega god ide, som han selvfølgelig skulle med på.

Han var lidt skeptisk i starten, men efter at have fyldt godt med vino på ham – som altid – ikke svær at lokke.

Senere var vi så heldige at kunne lokke Rasmus Gade Elm aka The Geek Runner til at rejse med til Skotland og hjælpe under løbet. 

Nu var holdet sat.

Vi tog afsted i god stand - Altid godt med en kagesponsor

Vi havde lejet en bil således at Rasmus kunne køre langs ruten og hjælpe os på de ialt 11 checkpoints (CP) med tøj, mad og ikke mindst moralsk opbakning

Løbet startede i den lille kyst by Portpatrick, som er beliggende på vestkysten.

Herfra bugtede stien sig hele vejen til mål, som lå i Cockburnspat på østkysten.

Hele turen går gennem lavlandet – som ikke er så fladt som det kan lyde.

En lille slentretur på 212 miles eller hvad vi siger i kilometer: 340. Krydret med godt 8000 højdemeter.

Starten på SUW i Portpatrick

The Race Across Scotland skulle vise at blive ligeså hårdt, udfordrende og fascinerende som jeg forventede og mere til.

Så er vi igang

Billedet er taget af Rasmus, på toppen af den første bakke vi skulle op ad. Vi står klar bag den hvide bygning øverst til højre i billedet

Vi blev skudt afsted fra Portpatrick kl 06:00 lørdag morgen. Vi tullede stille og roligt afsted mens vi forsøgte at bilde hinanden ind, at dette var en mega god ide vi havde kastet os ud i. Det viste sig senere, at vi blev en hel del klogere…

SUW viste sig fra sin noget våde side. Dette gav løbet en ekstra udfordring udover distancen, selvfølgelig.

Stien førte os over pjaskvåde marker med dybe vandhuller, små bække der skulle krydses og uberørte områder med vådt græs. Så mens mil efter mil stille og roligt tikkede ind på uret, blev fødderne mere og mere utilfredse.

Her færdes vi på det de kalder en "invisble path" - en usynlig sti -, med drivvådt græs.

Efter 45 miles eller 72 km, mødtes vi for første gang verdens bedste hjælper, Rasmus, der stod klar i CP 3 med tørre sokker og sko.

De noget utilfredse fødder blev herefter plejet og de værste vabler blev punkteret og dækket med vabelplaster.

Mad og væske tjekkes efter at fødderne er blevet plejet
Alt imens sko og sokker skiftes, lades mobilen op, da den skal være tændt under hele løbet

Da vi ramte CP 4 omkring kl 23:00, der i øvrigt var placeret i en gammel kirke, var regnen taget til.

Vi fik at vide at det næste stykke var ret vanskeligt pga vejret og anbefalede at man ikke skulle løbe alene.

Jeg sagde til steenberg at dette løb ikke var en særlig god ide, han kiggede surt på mig mig og sagde “at det var sgu ikke min ide”.

Efter noget mad, tørt tøj og pleje af fødderne, blev vi enige om at hvilet os lidt og helst gerne få sovet lidt.

Et fir stjernet hotel var det ihvertfald ikke ved CP 4

Efter 4 timers forsøg på at hvile og sove,som ikke gik så godt pga af larmen fra løbere der konstant kom ind i CP 4 og skrammelde rundt, blev Elm træt af vores selskab og vi blev sparket afsted igen.

De stakkels fødder brokkede sig helt vildt over at skulle igang igen. Men efter nogle timeres bevægelse begyndte kroppen og ikke mindst mit hvoed at sende negative signaler.

“Dette var slet ikke en god ide vi havde gang i” tænkte jeg. Jeg var virkelig træt af mig selv på dette tidspunkt, hvordan kunne jeg nogensinde tænke at dette kunne være en god ide.?

 

Efter at have mødt Elm på en meget øde vej midt i Skotland, blev vi enige om, at Steenberg skulle stikke af, mens jeg skulle prøve at få noget søvn i bilen.

Om det var Elms dårlige lugt eller rolige sind er ikke til at sige, men denne gang tog det ikke mere end 2 min så faldt jeg i søvn.

Efter 45 minutters søvn følte jeg mig lidt mere klar til at tage en ny bid af SUW, på 30 våde og ikke mindst bakkede mil.

Det startede fint og jeg følte jeg fløj afsted, uret sagde dog noget helt helt andet.

Efter nogle timers bevægelse begyndte jeg igen at tænke, at dette løb slet ikke var nogen god ide og tempoet blev så langsomt at det var pinligt.

Jeg var fuldstændig tømt for energi og overskud.

I løbet af foråret havde jeg kæmpet med nogle skavanker, hvilket havde medvirket til at træningen op mod RAS ikke havde forløbet som den helst skulle have gjort.

Hvilket slet ikke var tilstrækkeligt op til et løb som dette.

Hvad angår planen om indtagelse af energi undervejs var intet problem, dette gjaldt både for væske og mad.

Med RawBar fra Organic Nature i tasken som små snacks kombineret med Elms super deluxboller med mayonnaise, kyllingbryst og cheddarost, serveret i en lys burgerbolle, var alt perfekt. 

Men med det negative i baghovedet, viste jeg at det ville blive utrolig svært at gennemføre løbet under de 100 timer som var cutoff.

På vej mod CP 5 havde jeg fornemmelsen af, at mine fødder brændte, så da jeg faldt om i en campingstol i depotet var beslutningen taget.

36 timer var hvad jeg havde i mig, det var endegyldigt slut.

 

CP 5 og jeg har set mig nødsaget til at kaste håndklædet i ringen

Mine fødder var virkelig medtaget, kroppen fuldstændig tømt for energi og jeg følte mig som en meget gammel mand.

Ca 93 miles eller omkring 149 km og 3500 højdemeter blev det til, på denne flotte, ekstrem fugtige og meget afvekslende del af SUW.

Lidt trist og med en følelse af at have svigtet Elm og Steenberg, sad jeg og ventede på Elm.

Efter 20-25 min kom han og fejede mig op, hvorefter vi suste ud på ruten igen for at hjælpe Steenberg.

Han havde i den grad sat tempoet op og nu fløj han afsted op mod CP 6…

Luk Menu