Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarptladte våben…
Krigskorrespodent

Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarptladte våben…

Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarptladte våben…

Det brusende kolde vande fosser ind i skoene, alt imens jeg retter mine våben mod den forsigtige løber der roligt og uvidende kommer ned af den glatte og mudrede bakke.

Jeg tager sigte og trykker af…

BANG, intet rekyl, kun den isende fornemmelse…

REWIND..!

Lørdag morgen, klokken er rocker lorte tidligt, og utroligt nok sover mine små soldater stadig, da jeg indtager dagens første kulhydrater, koffein og vand.

Af erfaring, er tøjet, ALT tøjet lagt klar.

Klokken er 05:30 og idag løber HSTM af stablen, af løb, i det nye år.

Nogen siger at dette, ikke helt almindelige løb, som dog også er for den almindelige løber, er Danmarks næst hårdeste løb.

Vi er ude i kategorien “trail”.

Dog med den lillebitte hage, at dette indeholder “djævlebakken”.

Stedet er Hole skov ved Korup, på fyn.

Og det er her, i ly af mørket jeg parkere ved siden af den suspekte BMW stationcar, med to endnu mere suspekte typer iført huer og vintertøj.

Hvis man ikke vidste bedre, så ville en udefra stående person, nok overveje, om dette skulle til at være starten på en drugdeal af de helt store.

Men nej, disse to mands typer, lettere atletisk bygget, er ingen ringere end Thomas Steenberg og Thomas Andersen.

De to lettere “forstyrrede” herrer, er dem der har iværksat dette sindssyge løb for tredje gang.

Behøver jeg at tilføje at de er hardcore løbere.? Ej vel…

Klokken er lidt over syv, og det gælder om at få en god p-plads i nærheden af start/depotet, da jeg i mit bagagerum, har gemt mine våben.

For ikke nok med at jeg skal løbe med i dette marathon, indeholdende to distancer, nemlig de klassiske 42K, så indeholder det også 25K for de der gerne vil hjem i varmen igen hurtigst muligt.

Så skal jeg også filme under hele løbet.

Så her sidder jeg så, som en anden krigskorrespondent i Sibirien, med våben i form af div GoPro kameraer, holdere hertil samt en mobil til at sende live opdateringer undervejs i løbet.

Løbets start er kl 08:00, og der begynder så småt at dukke folk op, og de er ligesom mig, ikke meget for at gå ud af deres dejlig varme biler.

Vejret er lige omkring frysepunktet, så jeg forstår dem udemærket.

Men iført min tonstunge og kæmpe store dunjakke, går jeg rundt og rigger mit udstyr til.

For der skal filmes fra allerførste øjeblik til sidste øl er drukket efter målgang.

Jep, du læste øl.

Men mere om det senere.

Og der, fandeme ja, lige der – der står en eller anden sindsyg løber fra det sjællandske. Ved første øjekast ligner det jo at han står der i lange underhylere.

Men nej, det er bare ben, tynde mælkehvide bare ben. Som han bestemt har glemt at barbere til dagens anledning.

Dette er ingen ringere end den nordeuropiske verdenstjerne “Trailer”.

Og til dette løb har jungletrommerne spillet en mystisk rytme, hvori tonere spillede op til hård kamp mellem ham og den fynske legende og manden der gemmer sig bag et af Danmarks mest veltrimmet fuldskæg “The urban Trail Runner”.

Stemningen er hurtigt lystig, varm og folk stikker hinanden klaps og kram.

Her står nemlig 2/3 af feltet af nogle af de hårdeste mænd og kvinder indenfor trailløb, og en hund.

De er kommet fra hele DK.

Men med det tilfælles, at de alle kender hinanden, på den ene eller anden måde.

Det er nemlig sådan kendetegnet er ved trail. Alle kender alle.

Efter en kort racebriefing, bliver løbet sat igang.

Det ene kamera hviler godt i hånden, da vi starter med at løbe op ad den første bakke, ja, vi fik da lige 6 meter fladt terræn, inden den første stigning.

Jeg forcere hurtigt de 70 meter opad, sgu ikke fordi jeg vil først, men jeg skal have skudt nogle billeder af de seje løbere, der kommer “kravlende” opad bakken iført pandelamper, som en anden lysende slange.

– BANG BANG BANG – mobilen har skudt dem alle og det er lagt op på nettet til de spændte mennesker der følger det live hjemme fra deres varme stuer med lun varm mokka mellem hænderne.

Stemningen er allerede høj, men vi er jo også lige startet.

Syv et halv minut senere er vores sko våde.

Sådan foregår de næste 4K, jeg løber frem og tilbage, kravler op på div stubbe og træer, samt ligger og kravler rundt på jorden for at få de bedst mulige skud af de uvidende løbere.

Jeg vil lige indrømme, at lave intervalløb i terræn, er endnu hårdere end på asfalt, så er da lidt ramt efter første omgang.

Men ingen tid til at lide, der er kun den eneste rigtige vej, og det er fremad, eller rettere op og ned, op og ned…

Allerede efter første omgang er der god spredning på feltet.

Og det er her det går op for mig, at min mission med at dække løbet live samt at skulle holde styr på fem af hovedpersonerne i den kommende The Geek Runner Production film, bliver ret svært.

Foran mig er den ene del af personerne, sammen med mig er der en, og bag mig de resterende to.

Puha, det bliver en værre løben frem og tilbage.

Men filmes skal de sgu.

Det fede ved dette løb, og så mange andre løb, er at opleve solopgangen – hvis man kan sige at den gør det, på denne lettere grå og kolde dag – men når man først ser den komme op, der bag træerne, udover markerne, med sit varme orange lys, så er det som om man glemmer alt omkring sig.

Ømheden, kulden og tankerne forsvinder det halve minut man overvære denne fantastisk scene af lys og landskab der stille smelter sammen.

BANG BANG BANG, endnu engang er der sendt billeder ud til de nu, morgenfriske seere.

Fortsat knager den flotte frosne sne under vores evigt stampende fødder, og vi løber over uberørte stier, så andre kan følge vores fodspor.

Hen over “sumpen” hvor grenene hænger tungt grundet laget af is der forsigtigt har svøbt sig om dem, som var det for at beskytte dem mod alt ondt.

Drejer til venstre, og der, lige der, der rejser hun sig.

FUCKING KÆLLING, im back.

Hold nu kæft hvor jeg hader hende.

Pustende og ikke mindst svedende bestiger jeg hende, med en glæde og samtidig foragt, som var hun et stykke slik man bare ikke måtte spise.

Se “Live” optagelse af bestigningen

Hold nu op hvor er jeg allerede træt af hende. Men inderst inde har jeg svært ved at skjule min glæde for igen at se hende, føle hende og ikke mindst lytte til hende.

Lytte til hvordan hun gir efter for mine varsomme skridt.

Gud hvor er hun flot på denne tid af året.

Jeg gjorde det.

Jeg er oppe.

Nu er der kun 4 møder med hende igen. Det skal nok gå, jeg har været blid mod hende, håber hun vil blive ved med at være blid ved mig.

Mere når jeg ikke at tænke, får turen endnu engang går nedad, vel at mærke, 40 meter længere henne.

Så op igen, i samme stigning som tidligere, ned og så er man ved depotet.

Klokken er lidt i ni, den første af de kommende friske 25K løbere er allerede kommet.

Fantastisk, fresh meat.

De ved ikke hvad der venter dem, eller jo, de har jo hørt om “kællingen”.

Da jeg skal skifte magasin – læs batteri – i mit GoPro, får jeg lige hilst på Peter.

Han er frisk og spændt, så får lige en sludder for en sladr inden jeg igen begiver mig ud på en runde.

Tiden er til at skyde lidt flere løbere ned i gemmekassen, og så tilbage til start, hvor jeg skal starte ud med de friske løbere kl 10:00.

 

Nu er de her, endnu en kort briefing og løbet er også igang for dem.

Nu synes jeg godt nok at den første bakke er blevet lidt mere stejl, lige lidt mere ufremkommelig.

Benene er sgu ikke helt så friske.

Kan mærke at de sidste mange måneders asfalt træning på flade veje for at opnå en sub 3:00:00 på marathon distancen, ikke er den bedste måde at trænge til et trailløb på.

Hvad dælen havde jeg tænkt på.

Griner stille for mig selv, da alle og enhver, med lidt normal tankegang, på ingen måde havde overvejet det jeg nu er igang med.

At løbe trail, at løbe det hurtigt, og kun have trænet på asfalt.

Sikke dog et kæmpe fjols jeg er, hahaha

 

Det forunderlige ved trailløb er, at uanset hvor trætte og kolde løberne er, så kan de konstant spotte mig og mine våben.

Og der, lige der, så snart de har set mig, så kommer smilet frem, fra øre til øre stråler de hvide tænder, så kameraet blændes af lyset.

Glæden og lysten til løb kommer så tydeligt frem, alt imens jeg står der i bedste Rambo stil og prøver at få sigtekornet til at sidde lige i panden på dem, for at få de bedst mulige billeder.

Men ingen, jeg mener seriøst ingen, ser sure ud. Alle smiler som om det er en “walk in the park”.

Hvad sker der, de burde jo ligge ned i mudderet med lungerne hængene ud af halsen.

Igen er dette bare et bevis på glæden ved at løbe trail.

 

Pitstop, batteriskift, sulten, tørstig – kald det hvad du vil.

Men at løbe forbi et depot som der er denne dag, er jo ren og skær galimatias.

Her er jo alt hvad man kan ønske sig.

Altså udover vand og det fantastiske 32Gi i en så kraftig farve, at det kan ses i ens pis de næste fjorten dage, vel at mærke, selvom du kun lige har smagt på det.

Der på bordet, foran næsen på os, står der ikke ringere end, matadormix, chips i forskellige afskygninger, skåret frugt, Coca Cola, Sprite, brunsviger – ja den fynske slags og ikke den nordjyske af slagsen med flødeskum. Vi ved jo godt at det FULDSTÆNDIG sindsygt at gøre dette. Det er jo terror på højt plan indenfor bagerbrød/kager. Burde straffes med 23 ture op og ned af djævlebakken.! – Ikk´Morten.?

Bum, så er det slået fast, altså, der er og findes kun en rigtigt brunsviger, og det er som den er, uden dikkedarer eller kardemomme. Slut – over and out…

Nå tilbage til depotet.

Der var sågar en stor flot lagkage med flødeskum og hele svineriet.

I et depot, hvad siger I.?

Så som I nu kan forstille jer, så var det ikke et af de der fornemme, “uhhh vi spiser af porcelæn-helse-grøntsags-sunde” depoter som til alle andre løb.

Nej dette var et rigtigt depot, et rigtigt trail depot.

 

Af sti afsted igen…

Efter flere tusinde skridt er mudderet nu rigtigt kommet frem fra gemmerne.

Men det giver bare en god kontrast og ændring af løbestilen, da man så ikke skøjter rundt som de steder der er dækket af frost sne med is under.

Det er det dejlige og uforusigelige ved trail.

At man hele tiden skal være oppe på mærkerne og hele tiden se nogle skridt frem, hvordan man og ikke mindst hvor, man sætter fødderne.

Derfor er det helt fantastisk at se de cool løbere som Thomas og Henrik der løber som om de var født til dette.

Eller, hvem siger de ikke er det.?

 

Sidste runde…

Her er det vi skal gennem den iskolde å, som vi har løbet forbi på ruten og hvis syn har printet sig ind på vores nethinde som det iskolde helvede der nu venter.

Ikke noget man ønsker, men en eller anden syg lyst til alligevel at forcere denne flydende masse af is.

Downhill, god fart, varmen er godt fordelt i kroppen, blikket ligefrem.

Der, dernede, der er åen.

Men først skal jeg lige over på den anden side af den først.

Hvad var det nu de havde sagt til briefingen.?

Nå jo, hold til højre istedet for til venstre.

Kravl over tr….

Træet, fuck ja, vi skulle først kravle over åen, via et isglat væltet træ.

ADVENTURERACE, blinker bare i mine tanker.

Nå ingen anden vej over til de våde fødder, end over stammen.

Usikkert, men over kommer jeg.

Krydser det 30 meter lange stykke hen til hvor passagen skal foregå.

Der står jeg nu.

“That´s one small step for a man, one giant leap for mankind”.

Som Armstrong tager jeg det første skridt ud i det ukendte.

Men koncentrationen er der stadig og min opgave med løbet – at filme – er vigtigere end at blive ramt af en pludselig overraskelse af kulden.

Så sker det, det brusende kolde vande fosser ind i skoene, alt imens jeg retter mine våben mod den forsigtige løber der roligt og uvidende kommer ned af den glatte og mudrede bakke.

Se klippet vandpassagen – det var en kold fornøjelse

Jeg tager sigte og trykker af…

BANG, intet rekyl, kun den isende fornemmelse af et perfekt skud af Niels der kommer løbende ned af bakken, idet jeg står der med gennemblødte sko og ankler så kolde og frosne som en is.

 

2K hjem herfra.

De kolde ankler driller lidt til at starte med, men hurtigt bliver de varme igen og de sidste 2K bliver hurtigt overstået, også trods, at jeg lige skal over Kællingen endnu engang.

I mål, uret stoppes, men ingen tid til at slappe af.

Det våde kolde tøj skal af, og der står jeg så, med bar røv og gåsehud, midt i det hele.

På kommer mit medbragte varme tøj.

Skibukser.

Stor dunjakke.

Lacrossestøvler.

Der indtages hurtigt følgende: 2 glas Cola af medbragte Lightning McQueen kop, 3 stykker brunsviger, 2 stykker bananer, et par stykker vingummi og lidt vand.

Da varmen er på vej tilbage i kroppen, stikker jeg i løb ned mod åen.

Der er flere der skal filmes når de forcere denne “forhindring”.

Kan ikke just sige at det er nemt at løbe i Lacrosse støvler, skibukser og dunjakke, men jeg klare det da, og endda til stor undren for nogle almindelige forbipasserende.

Stikker dem et smil, og de smiler forundret tilbage.

Tilbage i depotet, venter på at alle nu skal komme i mål.

Her kommer løberne de sidste gange op og ned af bakkerne.

Man kan se hvordan nogle drager et lettelsens suk, da de endelig kan stoppe uret på deres arm, og straks er humøret højt igen.

SLUT, ikke mere bakket terræn.

Der står nu, Keld, Ulrik, Ricky, Christian og Martin og fylder depoterne op, og skæver over til kasserne med øl fra hhv Ugly Duck Brewery og Mikkeler.

De venter alle på at der er en der skal tage den første, så de ikke bliver den som skal starte denne del af løbet.

Pfsst, den først øl åbnes og endnu engang følger alle andre med.

Må sige, at der er nu ikke noget bedre, end en kold øl efter et trailløb, og det er ligemeget om det er sommer eller vinter.

Det hører simpelthen til sådanne løb.

Nu er det en “fest”.

Folk snakker om tiderne, ruten, løbet i sig selv.

Men så kommer overraskelsen.

Medaljen skal deles ud til alle der gennemførte på de to distancer.

Jeg vil lige sige, at her i Odense har vi mesteren over mestrene i at lave medaljer til div løb.

Christian har lavet nogle af de fedeste medaljer jeg har haft fornøjelsen af, at kunne hænge omkring min hals.

Men denne er endnu en af slagsen.

Thomas disker op med en lille patentflaske, hvori der er hældt rødvin på, rødvin af egen import.

Bliver det mere feinschmecker end det.?

Bliver det mere trail end det.?

I don´t think so.

Den er alt alt alt for cool.

Den skal ikke drikkes, bare have lov til at hænge der på væggen sammen med de andre, der alle har sat en prik i hukommelsen.

Det er slut for i år.

HSTM er ovre, og næste år venter der endnu engang et varmt møde i denne kolde tid, hvor de hårde af de hårdeste, de sejeste af de sejeste og ikke mindst, de skøre af de allermest skøre løbere igen mødes, ude i en mørk kold skov, et sted på Fyn.

Hæj hov…

I fik aldrig udfaldet af den interne konkurrence mellem “Trailer” og “The Urban Trail Runner”.

Gennem hele løbet havde Jacob “Trailer” ligget sikkert og komfortabelt foran Martin “TUTR”.

Men på de sidste par omgang, fandt Martin noget skjult energi og tog Jacob med et par min.

Nu skal man ikke græde over den slags nederlag.

Martin er stadig bagud, da han – sagt med sjællandsk accent – er blevet lammetævet af Jacob i HSTM 15, og igen til FUT 15.

Martin haler nu stærkt ind på Jacob, som endnu fører med 1-2.

Jacob bør derfor stramme skoene ekstra stramt til, når de begge mødes til en giganternes kamp til Firkløver the real deal senere på året.

Så stay tuned. Krigskorrespodent over and out

By the way….

HSTM the movie vil komme senere, med alle de fede klip fra løbet, samt div “portrætter” af nogle af løberne.

Luk Menu