Ikke noget børneløb denne gang, nu er det voksenløb!
ikke noget børneløb denne gang

Ikke noget børneløb denne gang, nu er det voksenløb!

Ikke noget børneløb denne gang, nu er det voksenløb!

Skrevet af : Allan Bjærge Poulsen

Første gang jeg stiftede bekendtskab med HSTM var i 2016, hvor The Geek Runner havde lavet en youtube video, med nogle løbetosser som traskede rundt i en mørk og sneklædt skov, med fed baggrundsmusik til.

Efter sigende skulle det være et hårdt løb, måske et af de hårdeste i landet!

Halvandet år skulle der gå, før jeg selv stod på startlisten, dog kun til børneløb, men alligevel…

En dejlig, solrig, fredag eftermiddag, i midten af juni 2017, skulle jeg for første gang prøver kræfter med Djævlebakken i et officielt løb, HSTM SU´17 (Børneløb).

images01

6 runder skulle gennemføres, for en samlet distance på 25km (plus minus…nok mest plus). Godt nok havde jeg kun 11 dage tidligere gennemført Firkløver Ultra Trail, Prygl i Pinsen, men benene var friske, og et børneløb kan man vel altid løbe. De første 5 omgange går nogenlunde problemfrit, de stejle nedløb kunne dog godt mærkes i de efterhånden godt brugte lår.

Kort efter at have løbet ud på sidste omgang, begynder maven at volde store problemer, og efter to ”nødbesøg”, bliver jeg nødt til at smide håndklædet. DNF! (red. did not finish)

HSTM WE´18. En mørk og kold januar morgen, står jeg klar på toppen af Djævlebakken med pandelampe, klar til revanche.

Ikke noget børneløb denne gang, nu er det voksenløb!

De første omgange går planlagt, og benene føles gode. Tiden går, og stierne som var frosne til at starte med, begynder at tø, og blive mere og mere mudrede. Skoene føles blytunge og baglårene er bestemt ikke glade for stigningerne. Jeg er ikke engang halvvejs, og allerede nu skal jeg kæmpe for at fortsætte.

Stigningerne føles kilometer lange, og hver omgang føles uendelig lang. Undskyldningerne for ikke at fortsætte begynder at fylde mere. Jeg begiver mig ud på tredjesidste omgang, men stemmerne i mit hoved har allerede overbevist mig om, at jeg ikke kan gennemføre.

 

images02

Tredjesidste omgang går med at retfærdiggøre over for mig selv, at en DNF er det eneste fornuftige.
Jeg går op af Djævlebakken, sætter mig i en stol, og ved inderst inde godt, at det er en tøsedrengsbeslutning. DNF nr. 2!

HSTM SE´18 var oprindeligt ikke en del af min løbskalender, men efter et mislykket 24 timers løb
tidligere på året, er jeg endnu mere opsat på revanche.

Tredje gang SKAL det lykkes. Mest af alt har jeg behov for at bevise over for mig selv, at jeg
er ikke er nogen ”quitter”!

Jeg er så heldig at jeg bor 5 km fra foden af djævlebakken, så jeg har virkelig muligheden for at gøre min træning løbsspecifik.
Et par gange om ugen er jeg gerne ude på bakken,
og rundt i resten af skoven.
Alt fra bakkespurter, tempoløb, intervaller og rolige ture, bliver løbet på strækninger som er, eller har været del HSTM ruten.
Jeg skal være så velforberedt som muligt!

Kl.15.45 på løbsdagen står jeg igen klar i Hole Skov, nær Djævlebakken.
Vejret er perfekt, solrigt, ikke for varmt ,og inde i skoven har den lille sommervind ingen betydning.

The Geek Runner holder racebriefing 5 minutter før start, og får med en sidebemærkning nævnt, at jeg endnu ikke har gennemført et HSTM løb
…ekstra motivation!

Starten går, og Steenberg fører an rundt på første omgang. Store dele af ruten er kendt fra tidligere, men som noget nyt i år, er der en lang strækning over en åben mark, gennem højt græs og på en smal skovsti, ikke kuperet, men med ujævnt underlag, så man hele tiden skal fokusere på at sætte fødderne rigtigt. Første omgang klares uden problemer.

Jeg holder mit eget tempo, og har udelukkende fokus på at gennemføre, så selv om der ligger to løbere et par hundrede meter foran mig på de første runder, lader jeg mig ikke friste til at sætte tempoet op og hente dem.

Anden runde går, tredje runde går og fjerde runde går. Alt går efter planen.

Benene er friske, og selv om Djævlebakken trækker tænder ud, og det er fristende at gå op af den, er der masser af overskud, og jeg nyder at løbe rundt i skoven. Når jeg løber ud på femte runde tænker jeg, næste gang jeg kommer forbi depotet er jeg allerede halvvejs. Tit kan det være farligt at tænke for langt frem i løbet, og miste fokus.

På femte runde begynder jeg før første gang at mærke træthed. Forlårene skriger på nedløbene, og baglårene er som beton
på djævlebakken. Ligepludselig er der lang vej hjem.
Jeg giver mig god til i depotet, før jeg løber ud på sjette runde. Jeg får flashbacks til Winter Edition, hvor jeg var en kylling,
og lod skoven vinde over mig. Det samme skulle ikke ske i dag, jeg samler fokus og tager en runde af gangen. Jeg går halvdelen af Djævlebakken, men forsøger udover det at holde samme jævne tempo på de flade stykker.

Benene får det bedre, og overskuddet kommer tilbage. Langsomt, men sikkert nærmer jeg mig målet. Den ene runde tager den anden, og før jeg når at tænke mig om, er jeg på vej op af Djævlebakken for næstsidste gang. På sidste omgang LØBER jeg altså op af den, tænker jeg. ”Jeg kan ikke mere”, siger jeg, når jeg nærmer mig depotet for sidste gang. Heldigvis er det 100% løgn, og med et smil på læben. Efter min lille krise halvvejs, har jeg aldrig været i tvivl om jeg ville gennemføre.

Tiende og sidste runde, bliver løbet med en fantastisk følelse i kroppen. Jeg nærmer mig Djævlebakken for sidste gang, jeg tager en dyb indånding, kigger op mod toppen og derefter ned
på mine efterhånden brugte ben, 4 timer i bakket terræn sætter sine spor. Med de sidste kraftanstrengelser når jeg toppen uden at gå,
hvad jeg dog i et øjeblik lykkeligt havde glemt var, at 50 meter længere henne ventede et næsten lige så langt og stejlt nedløb. Jeg forsøgte at lade benene rulle og bruge så lidt kræfter som muligt på at bremse, resultatet blev at jeg næsten missede et ganske blødt venstresving for enden af nedløbet.

Jeg var glad for at The Geek Runner ikke stod klar med kameraet i dette øjeblik!
Resten af omgangen gik med at glæde sig til at hele snart var overstået, og nyde den dejlige aften.

4 timer, 17 minutter og 43 sekunder, tog det mig at gennemføre Hole Skov Trail Marathon SE´18,  og
hvis man ikke kender til HSTM, er det måske ikke nogen prangende tid.

I dag handlede det ikke om tid eller placering, i dag handlede det om MIG MOD SKOVEN, og jeg vandt!

Jeg vil til hver en tid, anbefale alle at komme ud og prøve kræfter medskoven, og Djævlebakken. Ikke blot er det en skøn skov at løbe rundt, men de tre herrer bag løbet gør et fantastisk stykke arbejde. Rute, arrangering og
stemning, er i topklasse.

Jeg glæder mig til at stå på toppen af Djævlebakken igen til Winter Edition, vi ses.

Luk Menu