Hole Skov Trail Maraton er et monster.

Hole Skov Trail Maraton er et monster!!!

Skrevet af : Jannick Rosenlund

Første gang jeg hørte om Hole Skov Trail Maraton, var da min trofaste træningsmakker, barndomsven og supporter til flere af mine Xtri stævner, Michael, kom hjem med en øretæve af de grumme: et DNF på en “sølle” maratondistance.

Det er jo ikke fordi hverken han eller jeg er i dårlig form, men sølle var dette bæst af et maraton tilsyneladende ikke.

37 km på vinter edition 2018 og midt på næstsidste omgang valgte han at trække stikket, og når man kender Michael, hans styrke og mindst lige så store stædighed, kan man sige sig selv at Hole Skov-monsteret ikke bare er et maraton for alle. Det spiser triatleter og rutinerede maratonløbere til morgenmad.

Michael var fast besluttet på at få revanche, og havde overtalt mig til at stille op til sommer edition samme år. Han mente, at hvis vi fulgtes ad hele vejen, skulle vi nok komme rundt.

Jeg var ikke sikker på, at det ville gøre det lettere at have mig med over startlinjen, for jeg er ikke helt så stærk som ham, og frygtede at jeg også ville knække inden målgang.

Tiden blev 5 timer og 24 minutter, og som sidste mand over målstregen gennemførte jeg – og så kunne jeg komme tilbage til mit ekstrem-triatlonprojekt, som var det egentlige fokus for sæsonen. Hole Skov skulle blot være en del af træningen op til de seks ekstrem ironman distancer jeg havde på programmet.

Godt nok er Danmark flad, særligt i forhold til de steder jeg normalt racer, men Hole skov er imponerende bakket, set i det lys.

Vinteredition af Hole Skov ligger i sagens natur off season, men jeg er åbenbart let at lokke, så med de samme udfordringer, som de fleste andre, der har slappet lidt for meget af og spist for meget hen over jul og nytår, var jeg at finde på startstregen 12. januar.

Jeg havde af samme årsag ikke sat baren for højt, men havde kun et ønske om at gennemføre.

På startstregen var der fyldt med stærke løbere. Løbere, som det for mit vedkommende ikke er nogen skam at blive slået af, og jeg startede også som en af de bagerste, iført godt med varmt tøj og pandelygte.

Starten gik kl. 8:00 ca. en halv time før solopgang. Vejrudsigten sagde let regn og vind, så mit nye sponsortøj skulle testes. Tak til Thomas fra Supertri.dk som på forhånd havde set fornuften i, at feltets største kuldskære frossenpind skulle ekviperes med tøj fra Fusions C3 Merino serie.

Iført lange tights, sweatshirt, hoodie og løbejakke satte jeg ud på første runde i mørket, sammen med resten af feltet.

Der gik ikke længe inden solen stod op, hvis ellers man havde kunnet se den, for himlen var dækket af regnfyldte skyer, som også ville lege med.

Allerede efter første omgang var jeg dog ved at koge over og måtte af med noget tøj.

Som det efterhånden er vane for mig, stiller jeg gerne til start i udstyr, jeg ikke på forhånd har testet, og denne gang var ikke en undtagelse. Jeg havde helt sikkert undervurderet tøjet, som var langt varmere, end det jeg plejer at løbe i.

På tredje omgang begyndte det at regne, og jeg havde ikke været snu nok til at tage kontaktlinser i, og kunne dårligt se ud af brillerne. Det var lidt ligesom at løbe på stive stolper, når man ikke helt kan se hvor man sætter fødderne.

Indtil videre havde jeg løbet omgange på omkring og under 30 min, men efterhånden som omgangene blev flere, faldt hastigheden.

Fjerde omgang når jeg igennem depotet fem minutter før børneløbet starter, og havde nok forventet at blive overhalet af flere på femte omgang, men holder stand mod de fleste.

33:48

31:17

31:34

32:00

34:35

36:58

43:11

54:05

39:36

5

10

15

20

25

30

35

40

≤ 40

Omgangene er ca. 4,2 km, så søjlerne svarer ikke til en omgang

På ottende omgang blev jeg indhentet af Mette Svarer, som startede kl. 10. Jeg skal være den første til at indrømme at jeg var ved at være brugt, men med halvanden omgang igen, var det til at se en ende på.

Mette spurgte mig hvor langt jeg havde løbet, og jeg kikker på uret og siger ottende omgang, lige over 30 km. Jeg når lige at tænke mig om, og Mette og jeg siger nærmest i kor, at så er jeg kun på syvende omgang.

Pludselig var der langt hjem, og jeg orkede ikke rigtig at løbe mere.

Ikke alene var det hårdt at løbe op af bakke. Jeg kunne nærmest heller ikke løbe ned, da man så skal gribe og holde sin egen vægt, for hvert skridt man tager. Ja, selv det flade terræn, synes jeg var hårdt.

Jeg blev indhentet af Hans, som også løb den korte distance, og han var lige så presset som mig. Vi hookede op, og gik sammen. Lærlingen havde givet op, og Steffen var vredet rundt allerede på første omgang, men var vist stadig med.

På niende omgang havde Steffen sluttet sig til os, og vi forsøgte at holde dampen oppe hos hinanden. Steffen er altid fantastisk positiv, og det er en fornøjelse at løbe med ham.

Endelig kom vi ud på sidste omgang. De sidste par runder, hvor vi havde skiftevis gået og løbet, havde givet mig noget energi tilbage. Efter vores tur i åen, stak Steffen af – Han frøs og ville løbe sig til varmen. Jeg besluttede mig for at slippe Hans og forsøge at indhente Steffen, selvom han måtte være et godt stykke foran allerede.

Jeg løb på den smattede skovsti i almindelige, flade løbesko. På vej ned af bakke og i et sving gled jeg som var det is jeg løb på. Kroppen derimod havde skiftet retning, og jeg endte med en dobbelt salto med tyskerskru, før jeg væltede om i skovbunden, indsmurt i mudder. Der lå jeg så, og følte mig lidt dum, imens jeg mærkede efter om jeg var kommet til skade.

Heldigvis havde jeg ikke slået andet end stoltheden, så ‘op igen og afsted’. Efter et par minutter havde jeg indhentet Steffen, og kunne endelig tage djævlebakken for sidste gang.

Nu var det bare de sidste ture op og ned, og så ville jeg være i mål.

Min tid blev 5:37:06 – 13 minutter langsommere end et halvt år tidligere. Det betyder ikke noget, for det var endnu en fuldført. Tilmed med fem deltagere, der stadig var i gang bag mig, plus dem som var udgået.

Hole Skov Trail Maraton-Monsteret var kæmpet ned for nu. Vi ved alle, at det om et halvt års tid byder op til dans igen – og at det også her vil vise tænder overfor de, som deltager.

Tak til Rasmus The Geek, for et fantastisk velorganiseret løb på den hårdeste maratonrute jeg har løbet på i DK. Tak til Hans og Steffen for lige at puste lidt energi i benene igen. Tak for god forplejning og stemning i mål-området og tak til min sponsor Supertri.dk for varmt tøj, og ikke for at lefle for hverken Fusion eller Supertri, men det tøj var en fornøjelse at løbe i. At løbe i det vejr i mere end fem en halv time, og fortsat være tør og varm var en fornøjelse. At jeg så hundefrøs da jeg kom i mål, var nok nærmere på grund af dehydrering.